For spørgsmål og hjælp til Folkalender
Med Benny Holst kan vi virkelig præsentere et af dansk folkemusiks største koryfæer. Han startede som professionel musiker i 1968 og har spillet sammen med og øvet indflydelse på en lang række af dansk musiklivs store navne, bl.a. Trille.
Hans kærlighed til de gamle danske sange fik han med fra barnsben, hvor han voksede op hos sin bedstemor, Julie, som altid sang til sine daglige gøremål. Ud over selv at optræde med disse gamle sange har Benny Holst også selv skrevet en masse sange. Alt hvad han synger, har rod i en ømhed over for de små i samfundet og indignation over for uretfærdighed.
Siden ca. 2004 har Benny Holst optrådt i triosammenhæng med guitaristen Jacob Rathje og violin-troldmanden Martin Andersen. Og det er et akkompagnement, der leverer Bennys sange i sublim, virtuos indpakning. Vi kan bl.a. nævne en aldeles gåsehudsfremkaldende version af ”Det er hvidt herude”. Glæd jer til en aften med genhør med sange – og til virtuos musik.
Vores koncerter er støttet af Kunstrådet og Faxe Kommune.